Sussi la Cour går i Luksusfælden
- Det er en oplagt mulighed for at få ryddet op. Det har jeg haft brug for. Tidligere har jeg levet meget fra dag til dag, men jeg har lært, at det handler mere om at få balance i tingene", siger Sussi La Cour - tidligere kendt som Katja Kean - til bt.dk.
Som Katja K tjente hun godt på at lave porno. Men i 2003 lagde hun den branche og skuespillet i TV-serien "Langt fra Las Vegas" bag sig.
I stedet begyndte hun at designe undertøj, og som Sussi la Cour åbnede hun Katja K Underwear i København, men da finanskrisen kom, blev hun tvunget til at lukke og slukke.
Siden 2009 har hun læst en master i oplevelsesledelse på Roskilde Universitets Center.
- Det har ikke været nemt at afdrage på mit banklån, mens jeg er studerende. Og det har gjort, at min gæld i stedet er vokset på grund af de mange renter", siger Sussi La Cour, der nu skylder over en halv million kroner til banken.
Hvordan det går, når hun inviterer "Luksusfælden" indenfor, kan man se på tirsdag - den 29. januar - på TV3.