Thomas Castbergs datter står over for stor forandring: Jeg ved, det bliver hårdt
Thomas Castberg er fast mand i ”Masterchef”, hvor han har været dommer siden 2011.
I privaten danner han par med musiker Stine Hjelm Jacobsen, som han har datteren Molly på fem år med.
Derudover er han også far til sønner Bjørn og Svend på 12 år, som han har fra et tidligere forhold.
Til sommer står hans yngste over for en stor forandring i hverdagen, da hun skal bytte børnehaven ud med skolen.
Det tager faren rimelig roligt, selv om han er klar over, at det bliver en hård overgang.
- Hun begynder i skole efter sommer. Hun begynder på en nybygget skole tæt på, hvor vi bor på Amager. Det er, hvad det er. Jeg tror, man bliver mere rolig, når man har to, der er startet i skole, hvor det er gået meget godt. Jeg ved, at overgangen er svær. Jeg ved, det bliver hårdt, og hun er pige. Jeg siger ikke, at det er hårdere, men hun er langt mere observant end mine drenge var, da de var fem. Den roterer bare lidt hurtigere hos hende, fortæller han til BILLED-BLADET og uddyber:
- Jeg er opmærksom på, om det går godt for hende og kan hun gøre sig i det der. Hun går i Steiner-børnehave, og det er jo ikke andet end bløde farver, dejlige mennesker og god mad. Nu skal hun over i ”junglen”. Det må man jo tage oppefra og ned. Det går, som det går, og hvis ikke det går, så finder vi på noget andet. Sådan er jeg indrettet.
Generelt lever ”Masterchef”-dommeren efter frasen ”Det er, hvad det er”, og derfor tager han ikke sorgerne på forskud.
Han er sikker på, at der findes en løsning på det hele.