Ulla Vejby efter Fangerne på fortet: Fik mareridt om slanger
I mandagens afsnit af "Fangerne på Fortet" på TV3 skal "Badehotellet"-stjernen Ulla Vejby, 36, ind i et slangerum, og her er hun tvunget til at tage slangerne i sine hænder og vende dem om for at aflæse numre skrevet på dem.
- Slangerummet var en kæmpe udfordring, og jeg var virkelig bange da jeg skulle derned, fortæller Ulla på bagkant til BILLED-BLADET.
Heldigvis havde hun sin "Badehotellet"-veninde Merete Mærkdahl med, der gav opbakning.
- Det var en stor hjælp, at Merete var der, og hun tog min hånd, lige da jeg fik at vide, jeg skulle derned og hviskede, at jeg skulle klare det - og vi krammede.
Ulla Vejby: Jeg tænkte, det var en gris
- Derudover så havde jeg jo bygget mig selv op til denne dag, hvor jeg jo godt vidste, vi ville presse vores grænser. Det er noget, jeg godt lide. Jeg elsker rapelling, klatring og lignende, og på mange måder er skuespil også dybt grænseoverskridende.
Ulla er bange for slanger, så lige netop denne udfordring var særligt skræmmende for hende.
Men hun havde et trick oppe i ærmet for at gør den nemmere...
- Jeg havde det her mantra i mit hoved : "Det er et dyr ligesom alle andre dyr”. Jeg er vokset op på landet, så jeg prøvede at tænke: "Det er en gris, det er en gris, det er en gris!" Og jeg vidste jo, det ikke var farlige slanger. Og så kom jeg ligesom i en tilstand, hvor jeg tvang mig selv til bare at gøre det...
- Jeg var pavestolt af at gennemføre udfordringen, og jeg var 10 cm højere resten af dagen!
Mareridt om slanger
Men selvom alt var godt, kunne Ulla i tiden efter optagelserne ikke slippe oplevelsen.
- Det lurede i min underbevidsthed i mange måneder bagefter. Især lige når jeg var ved at falde i søvn. Så kunne jeg se en slange for mig og få sådan nogle spjæt og blive bange. Så det har helt klart påvirket mig, og det var en grænseoverskridende oplevelse. Højder rører mig ikke, jeg er iskold, men slangerne var svære.
- Og jeg er stadig bange for slanger. Ingen tvivl om det...