Læs også
Tv-seer var bekymret for Kvik i Matador: Her er svaret
Da arbejdet med at skabe "Matador", der skulle blive en af Danmarks mest elskede tv-serier, begyndte i sidste halvdel af 1970'erne, hed en af hovedpersonerne noget helt andet.
Fru Varnæs, bankdirektørens hustru, der går fra at være en forpint og neurotisk repræsentant for Korsbæks bedre borgerskab til at være en sand heltinde med bedre udbygget retfærdighedssans end nogensinde før, hed i stedet fru Vadsten.
Også hendes fornavn var i den indledende fase et andet - hun kunne nemlig have heddet Anne Marie Vadsten eller Alma Vadsten.
Det kan man læse i nogle af de notater, der blev gjort i forbindelse med skabelsen af "Matador", og som vises i et nyt storværk om serien.
Den nye bog med titlen "MATADOR" har mere end 300 illustrationer, vejer knap tre kilo og byder på mange nye interview med og historier fra folkene bag tv-serien. Bogen er skrevet af forfatter og filmredaktør ved Dagbladet Information Christian Monggaard og forfatter og filmkritiker Jacob Wendt Jensen. "MATADOR" er udkommet på forlaget BOOK LAB.