Ulrich Thomsen beæret over Udsen-samarbejde
Når 'Den du frygter' får premiere den 19. december, bliver det biografpublikummets sidste chance for at opleve Bodil Udsen folde sig ud på det store lærred. Birollen som hovedpersonens mor blev nemlig divaens sidste. For filmholdet var det en stor oplevelse at arbejde sammen med hende.
"Ulrich var også virkelig beæret over at arbejde med hende. Det var vi alle," fortæller filmens instruktør Kristian Levring til B.T. om Bodil Udsen, som han blev fascineret af, da han som niårig så hende i teaterforestillingen 'Glade dage'. Selve optagelserne med Bodil tog en enkelt dag at indspille.
"Hun var selvfølgelig mærkbart ældre, men bare så utrolig livskraftig. Fyldt med smil og latter. Det var en virkelig stor oplevelse for mig at få lov til at arbejde med hende," siger Kristian Levring. Bodil Udsen døde den 26. februar i år.