Veggerby fik millioner for at arrangere møde
Det er for længst kommet frem, at Jens Veggerby skaffede dyr kunst til Stein Baggers private lejlighed i Tuborg Havn. Men nu viser det sig, at Veggerbys kontakt til Bjarne Riis blev ganske indbringende, da han formidlede et møde mellem hold-ejeren og Stein Bagger.
"Jeg kan ikke sige noget om størrelsen på det honorar, som Jens Veggerby skulle modtage i forbindelsen med sponsoraftalen med IT Factory og Team Saxo Bank, men det er korrekt, at der er et honorar, og det er bogført," siger kurator Boris Frederiksen, der undersøger konkursboet efter IT Factory, til B.T.
Ifølge B.T. drejer det sig om to millioner kroner, og Veggerby stod øjensynligt til at inkassere endnu flere penge, idet han angiveligt skulle have fem procent af de cirka 30-40 millioner sponsor-kroner, som IT Factory årligt skulle levere til Bjarne Riis' cykelhold. "Hør her. Jeg har ingen kommentarer. Kan du have en god dag," lød det fra Veggerby selv i B.T..