Vild med dans kvartfinalen blev endestationen for Nicolaj Kopernikus
På en aften hvor danskerne sejrede over svenskerne i fodbold, skulle Danmark også finde en taber. Et af de fire tilbageværende "Vild med dans"-par skulle sige farvel til programmet - kun ét show fra finalen.
Nerverne sad helt uden på tøjet på de fire nydansere, for ikke nok med at de skulle danse uden deres professionelle partnere ved deres side i holddansen, så lå sidste uges chok-exit stadig og lurrede i kulissen.
Tommy Kenter og Marianne Eihilt lagde ud med en flot slow fox, mens Silas og Sofie som sædvanligt leverede en solid præstation med en glad og charmerende quickstep, der trods småfejl fra Silas, gjorde, at parret lagde sig to point foran Tommy og Mariannes 30.
Patrick førte sig frem
Næste par på gulvet var Nicolaj og Viktoria, der stadig ikke har fundet opskriften på at undgå omdansen, men altså fortsat er med i showet. I aften skulle de prøve med en tempofyldt mambo, og den tog virkelig pusten fra ikke kun danserne men også Britt Bendixen, der gav parret otte point. De andre dommere var ikke enige, og derfor endte omdans-eksperterne på 28 point.
Efter Nicolaj og Viktorias hurtige mambo, skulle musikken ned i et helt andet tempo, da aftenens fjerde og sidste par svævede over gulvet i en vals. Patrick førte sin partner flot over gulvet som en rigtig gentleman, og scorede stor ros og høje karakterer fra dommerne. To 10-taler og to 9-taller lagde Patrick og Claudia suverænt i spidsen.
Dermed var det top og bund mod midten i aftenens holddans.
Spansk på menuen
Til musik fra Sanne Salomonsen og the Anthonelli Orchestra kastede Tommy, Sophie, Marianne og Silas sig ud i den første paso doble-holddans. Som to spanske matadorer i en spansk tyrefægtningsarena styrede Silas og Tommy deres to partnere rundt i manegen, og klarede sig så flot, at dommerne gav dem hele 35 point.
Der skulle nu en pragtpræstation til fra Patrick og Nicolaj for at overgå konkurrenterne. Akkompagneret af Electric Lady Lab steg temperaturen i studiet, da de to machomænd stødte sammen på gulvet, men selvom Britt Bendixen igen var i gavehumør, endte Patrick, Nicolaj, Viktoria og Claudias holddans med at give 32 point. De to holddanse ændrede derfor ikke på stillingen, og det så igen ud til at Nicolaj Kopernikus skulle i en omdans. Spørgsmålet var om han også ville overleve denne?
Seerne fik nok af Nicolaj Kopernikus
Efter en kort pause var Claus Elming og Christiane Schaumburg-Müller klar med afgørelsen. Den blev for en gangs skyld ingen overraskelse. Dommere og seere var fuldstændigt enige og sendte Tommy og Nicolaj ud i deres måske sidste dans.
Tommy viste ingen tegn på nervøsitet, og tog den ekstra dans som en leg. Blikket i Nicolajs øjne var derimod mere fokuseret, og antydede en anelse irritation over igen at skulle knokle for at undgå exit, selvom han tidligere på aftenen havde givet udtryk for, at den ekstra dans altid var sjovere.
Og Nicolaj måtte se sig slået af alderskaptajnen, Tommy, der fortsat hænger på de yngre dansere.