’X Factor’-Lindas plade flopper
Da sidste års 'X Factor'-vinder Martin udgav sin debutplade 'Show the World', var der dømt øjeblikkelig landeplage for titel-singlen, og 36.000 danskere investerede i hans musik i løbet af pladens første uge i handlen. Dette års vinder Linda Andrews må tage til takke med noget mere beskedne salgstal.
Ekstra Bladet melder, at Lindas plade 'Into the Light' kun har solgt cirka 2200 eksemplarer siden den 2. juni. Det rækker til en andenplads på hitlisten, mens ugens nummer ét, Nephew, til sammenligning har solgt 9200 eksemplarer af deres album.
Og Lindas pladeselskab gør alt for at nedtone nederlaget: "Ingen havde regnet med, at Linda kunne slå Nephew, og når man ikke kan blive nummer et, så er det flot at blive nummer to," lyder det fra Sony/BMG's Annette Wigandt i Ekstra Bladet.