Zindy Laursen blev kureret for bulimi af kæreste
Zindy Laursen er i dag slank og trimmet og går op i at spise sundt, men for år tilbage havde sangerinden et meget anstrengt forhold til mad og blev skubbet ud i en spiseforstyrrelse på grund af presset ved at være popstjerne.
"Da jeg var med i bandet Cut N Move i start 90'erne, var der en masse pres på, og det var vigtigt at se godt ud. Da jeg en dag blev spurgt, om jeg var gravid af en fan, så kammede det over for mig. Jeg følte mig fed, grim og vammel og blev desperat for at tabe mig," afslører Zindy Laursen, der udviklede bulimi, i magasinet Q.
"Heldigvis mødte jeg en god kæreste, som opdagede mit problem og blandt andet fandt mine enorme sliklagre. Han fik hjulpet mig langsomt ud af det, han bekræftede mig, talte med mig, holdt om mig og tvang mig til at spise og holde maden i mig. En lang proces, som heldigvis endte godt," konstaterer Zindy i Q og råder andre kvinder med spiseforstyrrelser til at tale med nogen om det, før de gør varig skade på sig selv.