
Det bliver ikke det samme: Lasse Spangenberg frygter den første jul uden sin mor

Julen er hjerternes fest, og den tid, hvor vi atter samler hele familien for at fejre den hyggelige højtid, der snart står for døren.
Det samme gælder den royale tøjdesigner Lasse Spangenberg, der desværre kommer til at opleve sin første jul uden sin elskede mor.
Lasse Spangenbergs mor, Lykke, gik nemlig bort i september efter kort tids sygdom med kræft.
Det er derfor en svær tid, som Lasse Spangenberg lige nu skal navigere i.
Det fortæller han til SE og HØR, da han møder mediet til premieren på Nøddeknækkeren i Tivoli.

- Det er første gang, jeg skal holde jul uden min mor. Jeg overvejer at rejse væk for at få det hele på afstand, fordi det var så voldsomt og pludseligt. Simpelthen rejse væk og prøve lige at finde ud af, hvem jeg er. Få tankerne lidt væk. Det er mærkeligt, og det er hårdt. Det er noget helt nyt, jeg skal til at finde ud af, fortæller Lasse Spangenberg til SE og HØR.
Lasse Spangenberg var ved sin mors side, da hun tog det sidste åndedrag - og han har senere udtalt, at han også har designet det tøj, som hans mor havde på i kisten.