
Det er gået stærkt for kongehusets nye kommunikationschef Nina Munch-Perrin efter farvel til DR: Har nydt noget særligt den seneste tid

Det kom som en overraskelse for mange, da det i sommer kom ud, at Nina Munch-Perrin skulle stoppe på Danmarks Radio, hvor hun var en af de store profiler i nyhedsfladen.
Siden fik Nina et helt nyt arbejdsliv på som erhvervsredaktør på Berlingske.
– Det er med stor ydmyghed, jeg overtager ansvaret for Berlingerens allerede helt igennem fantastiske dækning af erhverv, finans og økonomi, samlet under paraplyen Business, sagde Nina, da hun skiftede fra DR til Berlingske, hvor hun havde første arbejdsdag den 1. august.
I dag blev det meldt ud, at Nina Munch-Perrin fra den 1. februar 2025 er kongehusets nye kommunikationschef – hun overtager dermed Lene Ballebys job.

Nina Munch-Perrin glad for fri om aftenen
Da vi midt i september mødte Nina - en måneds tid efter hun var stoppet på DR for at begynde på Belingeren - spurgte vi hende, hvordan det var med et helt nyt arbejdsliv efter årene som højt profileret tv-vært på DR.
Munch-Perrin nævnte, at det var en anderledes hverdag med fri om aftenen, hun kunne nyde efter årene som vært på DR's nyheder.
- Det er jo et helt nyt liv for mig sådan at have fri om aftenen. Og kunne arbejde hjemmefra og sådan noget, som mange andre har prøvet for eksempel under corona – det fik jeg så ikke prøvet, fordi jeg jo var på arbejde under corona – så et helt nyt liv, hvor jeg prøver at have en anden hverdag, og det er rigtig sjovt. Jeg savner rigtig meget det gamle, men det er sjovt, lød det dengang fra Nina Munch-Perrin, der helt sikkert også får mange sjove og spændende udfordringer i jobbet som kommunikationschef i kongehuset.
