Det havde hun ikke forventet: Sådan reagerede Oh Lands børn på at deres mor skulle være med i X Factor
Oh Land, der borgerligt hedder Nanna Øland Fabricius, har fulgt troligt med hjemmefra sofaen de seneste to år, hvor lysten til at vende tilbage til "X Factor" kun er blevet større.
Hendes to børn er dog knap så imponerede over deres mors nye titel som ”X Factor”-dommer. Det fortæller Oh Land, da BILLED-BLADET interviewer hende om den nye jobtitel.
– Mine børn er fuldstændig ligeglade. Min ældste søn er lige startet i skole, og han synes, ”X Factor” er så kedeligt. Jeg kunne lige så godt være med i nyhederne, fortæller Oh Land og griner.
Det er dog ikke kun børnenes mor, der er med i "X Factor". Det er Oh Lands mand, Adi Zukanovic, der er far til den yngste søn, også. Han er nemlig med på sidelinjen som Oh Lands musiksupervisor i sangkonkurrencen.
Oh Land og Adi har sammen sønnen Ernst, som er tre år gammel. Oh Land har også sønnen Svend på seks år, som hun har med billedkunstneren Eske Kath.