
Det kom bag på Annette Heick: Pludselig sang han om hende

Det er de færreste, der oplever, at ens navn bliver nævnt i en sang fra en af landets mest populære kunstnere.
Men det er nu sket for Annette Heick.
For på musiker Benjamin Havs nyeste album finder man sangen "Du ska' med", hvor første vers begynder således:
"Du' et barn af noget godt som Annette Heick"

Og senere i samme vers går fornavnet igen og igen, når den populære musiker synger følgende:
Hvad skal det blive til, Annette?
Hvis du er min nu, Annette, må du vise det, Annette
Sjovt tøj på du laver fis nu, Annette
Og det' fint nu og natten den er din nu, Annette
Nummeret har nu også fundet vej til Annette Heick, der ikke lægger skjul på, at hun ikke havde set den komme.
I et opslag på Instagram skriver hun, at hun sidste år var til tre koncerter med Benjamin Hav, og at en af disse var en af de bedste koncerter, hun nogensinde havde været til.
Hun blev derfor også noget overrasket, da hun pludselig hørte teksten.
- Mine ører var lige ved at falde af😁, skriver hun på Instagram.
I øjeblikket er hun med familien på ferie til Vietnam, og i opslaget har hun delt en sjov video, hvor man kan høre den del af nummeret, hvor hendes navn bliver nævnt.

Og der er vist ingen tvivl om, at hun synes, det er sjovt, at han har valgt at synge om lige netop hende.
I videoen skriver hun således: "Benjamin, jeg gi'r en drink i Saigon."
Det er langt fra første gang, at Benjamin Hav nævner danske kendisser i sine sange. På det nye album nævner han blandt andre også Anders Agger og afdøde Johnny Madsen.
