Diamant Børsen går i dvale: Nu bliver Ophelia Pitzner direktør
For et halvt år siden kunne stifteren af Diamant Børsen, Katerina Pitzner, stolt melde ud, at hun trak sig som CEO og daglig leder i firmaet, og at det var ”Den store bagedyst”-darlingen Frederik Haun, der overtog rollen.
Katerina Pitzner meldte dengang ud, at hun dermed ville have mere plads til ”fordybelse, mirakler og skriverier”.
Den 22. august var det eventyr slut, skrev Frederik Haun på sin Instagramprofil.
”Jeg har besluttet at stoppe mit eventyr hos Diamant Børsen. Det har været en fantastisk rejse, men jeg har måtte sande, at branchen ikke var den rette for mig. Tak for muligheden og for alt hvad du har lært mig @katerinapitznerdiamonds 💎
Det har været en kæmpe oplevelse, som jeg aldrig vil glemme ❤️”.
Samme dag meldte Diamant Børsen ud på Instagram, at firmaet den 1. december går i dvale, og at aktiviteterne ophører på ubestemt tid.
Datter bliver ny direktør
Nu har firmaet fundet sin nye direktør, og det bliver stifteren Katerina Pitzners yngste datter, Ophelia, der tager over.
Det skriver Ekstra Bladet.
”Med den midlertidige beslutning om at sætte Diamant Børsen i dvale på ubestemt tid, er det et oplagt tidspunkt for Ophelia at tilegne sig endnu mere erhvervserfaring. Udsalget af varelageret fortsætter indtil 1/12 2023. Diamant Børsen har herefter flere mulige veje at gå, men det er der endnu ikke truffet beslutning om”, skriver Katerina Pitzner i en sms til Ekstra Bladet.
Den tidligere direktør Frederik Haun understreger over for Ekstra Bladet, at han og Katerina stadig har det godt sammen, og at der ikke ligger uvenskab bag.
De to lærte hinanden at kende, da Katerina Pitzner deltog i ”Vild med dans” sidste år, hvor hun dansede med Frederik Hauns mand, Morten Kjeldgaard.