Ditte Hansen og Louise Mieritz arbejder på en ny film
Ditte Hansen, 53, var i højt humør, da BILLED-BLADET mødte hende på den lilla løber til prisuddelingen på EchoPrisen 2024.
Her var hun ledsaget af fire veninder, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Louise Mieritz, Maria Rich og Marie Bach Hansen, som alle så frem til en hyggelig aften.
Ditte Hansen kunne afsløre nogle spændende nyheder, som hun har glædet sig til at sige højt.
Hun kunne nemlig fortælle, at hun for tiden arbejder på en ny film.
– Jeg skriver med Louise Mieritz lige nu. Vi laver både film og tv. Der kommer nok en film indenfor et år. Det lyder helt vildt at sige det højt!, lød det fra en håbefuld Ditte Hansen til BILLED-BLADET.
Hvad filmen handler om, eller hvem der medvirker i filmen, kunne Ditte Hansen desværre ikke løfte sløret for endnu.