
Efter 48 år på landevejene: Nu har Keld og Hilda taget en stor beslutning

Keld og Hilda Heick har turneret rundt på landevejene i mere end 48 år - men nu er det snart slut.
Parret, der har fans over hele landet, har valgt at trække stikket, så de kan nyde deres otium - men det er dog ikke lige med det samme, at parret kan se frem til pensionisttilværelsen.
Keld og Hilda har nemlig besluttet, at det bliver i 2026, hvor de begge fylder 80, at de skal spille deres afskedskoncert på Pejsegården i østjyske Brædstrup.
Det skriver SE&HØR, der har talt med "Dansktop"-parret om deres store beslutning.
Det betyder, at parret til foråret kan sætte sig ind i deres tourbus, hvor de kan drage afsted på deres sidste musikalske talkshowturné ”Hånd i hånd … på sidste turné”.

Selvom det bliver parrets sidste turné, så er Hilda Heick ikke sikker på, at hendes ægtemand kan sige endegyldigt farvel til underholdningsbranchen.
– Keld er jo en cirkushest, siger Hilda SE&HØR, hvor Keld Heick tilføjer, at han gerne vil optræde med sangkvartetten Four Jacks i ny og næ, hvis de skulle få brug for ham.