Esben Smed blev helt forfjamsket ved første møde: Konen havde helt andre tanker om ham
Med ”Bedrag” blev han et kendt ansigt, og siden det store tv-gennembrud i 2016 er danskerne for længst kommet på fornavn med Esben Smed, der for tiden er aktuel i ”Familier som vores” på TV 2.
Det er efterhånden 21 år siden, han havde filmdebut. Som teenager scorede Esben Smed en af de bærende roller i filmen ”2 ryk og en aflevering”, hvor han spillede over for blandt andre Cyron Melville og Marie Bach Hansen. Det var også i forbindelse med arbejdet med filmen, at den unge østjyde mødte kvinden, han senere skulle blive gift med.
Han var fuldstændig betaget af Line Bjørn Daugbjerg Christensen, men hun havde det ikke ligefrem på samme måde, afslører Esben Smed i et stort interview med Samvirke.
”Hun var produktionsassistent på den (filmen, red.) og havde samtidig fået til opgave at køre mig fra Aarhus til Dyngby hver dag. Hun var seks år ældre end mig og vildt lækker, så jeg sad helt forfjamsket i den der varevogn og tænkte: ”Det er for vildt, at hun gider køre mig hjem!” Hun hadede det til gengæld og sad og tænkte: ”Hvorfor skal jeg bruge så meget tid på at køre den her skide møgunge ud på bøhlandet?” Men så mødte vi hinanden flere år senere til en premiere på Svalegangen (teater i Aarhus, red.). Og så var sagen en anden, fortæller Esben Smed til Samvirke.
Udover at han sidenhen fik den smukke produktionsassistent på krogen, er Line Bjørn Daugbjerg Christensen også mor til hans to børn. Sammen er de forældre til sønnen Sirius og datteren Iris.
Esben Smeds hustru er i dag direktør i den aarhusianske biograf Øst for Paradis.