31. mar. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

For frækt til tv: Usete programmer med Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard kan ses på DR

Claus og Ulf Show
Claus og Ulf Show
Foto: Valdemar Vedel/DR
Tilbage i 1980 sendte DR "Claus og Ulf Show", men en sketch blev for meget for seerne, og så valgte DR, at de to sidste afsnit ikke skulle sendes. Snart kan de ses på Gensyn.

I Cirkusrevyen fik Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær i mange år publikum til at græde af grin, og tilbage i 1980 var de også sjove på tv.

Sammen lavede de satireshowet ”Ulf & Claus Show”, men der nåede kun at blive sendt to programmer, før programmet blev taget af skærmen.

Årsagen var massevis af vrede læserbreve. Seerne mente simpelthen, at programmet viste for meget af det gode, og på DR besluttede man, at de to sidste programmer ikke skulle sendes.

Årsagen til seerstormen var en sketch i programmet, hvor Claus Ryskjær spillede livredder. Han ville hjælpe Kirsten Norholt, der stod nøgen, og derfor gav han hende sine badebukser, så hun kunne dække sig. Men det betød til gengæld, at Claus Ryskjær selv stod splitternøgen. Det var dengang for meget for seerne.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-03-31/DR-0844050.jpg
Denne sketch, hvor Claus Ryskjær ender med at stå nøgen, blev for meget for seerne i 1980.
Foto: Valdemar Vedel/DR

- Vi lavede fire shows, og der blev sendt to af dem. Så blev det stoppet. Der var simpelthen så mange rasende læserbreve over, at det var for sjofelt. I 1980, du, længere skal vi ikke tilbage. Det kunne man simpelthen ikke vise. Nøgne mennesker, sagde Ulf Pilgaard for et par år siden til Kinos podcast.

Han døde sidste år, mens Claus Ryskjær gik bort i 2016.

Meget er sket siden 1980, og nu har DR besluttet, at programmet alligevel godt må få sendetid. Fra den 1. april kan man se "Ulf & Claus Show” på Gensyn, skriver DR.

Mere om: