Frederik Haun har oplevet det i fem år: Jeg glemmer, hvor svært det er
2023 har været et år, der har budt på store oplevelser for Frederik Haun og Morten Kjeldgaard.
Tidligere på året blev de gift ved et storslået bryllup.
For tiden står Morten Kjeldgaard over for en semifinale i ”Vild med dans” med sin partner Mette Sommer, hvor de øjner muligheden for en finaleplads.
Det betyder, at træningen er intensiveret, og timerne i træningslokalet bare stiger og stiger.
Selv om Frederik Haun har været igennem det i sine fem år, som han har været sammen med Morten Kjeldgaard, glemmer han, hvor hård perioden faktisk er.
- Jeg savner ham da en lille smule. Det må jeg nok indrømme. De kan lige så godt tage de sidste to programmer med, når nu de er så tæt på finalen, fortæller Frederik Haun, da BILLED-BLADET møder ham og Morten Kjeldgaard til premieren på den nye ”Hunger Games”-film.
- Men det er da hårdt. Nu har jeg været på sidelinjen i fem år, og hvert år tror jeg, at jeg glemmer, hvor hårdt det er, jo tættere Morten kommer på finalen. Så jeg glæder mig til, at jeg får min mand hjem igen. Men jeg hepper, støtter og gør alt, hvad jeg kan for at de ender i finalen, uddyber han.
Grundet en fodboldkamp er det først lørdag, at Frederik Haun skal heppe på sin mand og hans dansepartner.
Morten Kjeldgaard og Mette Sommer skal lørdag igennem to danse, før det bliver afsløret, hvilke tre par der skal danse i finalen.