10. okt. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Frederik Haun og Morten Kjeldgaard kæmper for deres tvillingepiger: Tvunget til at tage DNA-test

Frederik Haun og Morten Kjeldgaard.
Frederik Haun og Morten Kjeldgaard.
Foto: Martin Høien
Frederik Haun og Morten Kjeldgaard er endnu ikke rent juridisk registreret som forældre til deres nyfødte tvillinger.

Det har været en lang kamp for Morten Kjeldgaard og Frederik Haun i forhold til at blive forældre.

Den 27. september kunne de langt om længe kalde sig forældre til tvillingepigerne Emma og Nora.

Men det er ikke helt nemt, når det kommer til at blive anerkendt rent juridisk som forældre for deres nyfødte piger. Graviditetsværten Nanna og hendes mand står nemlig stadig registreret som forældre.

Det fortæller den tidligere bagedyst-deltager i en story på sin Instagram.

- Jeg har lige fået udskrevet papirer, som vi skal sende til Familieretshuset. Lige nu er Nanna registreret som pigernes mor og hendes mand som far. Det er ret gak, men sådan er systemet skruet sammen, lyder det fra Frederik Haun.

- Derfor skal Morten og jeg have foretaget en DNA-test, så vi kan finde ud af, hvem der er biologisk far til hvem, tilføjer han.

Først efter fire til seks uger får Morten Kjeldgaard og Frederik Haun svaret på testen.

Men stod det til dem, ønskede de ikke at få bekræftet pigernes biologiske identitet.

- Alt den her snak om ikke-biologiske børn driver mig til vanvid. For det har ingen betydning for os. Det er vores piger uanset DNA, fortæller Frederik Haun.

Frederik og Morten har under hele processen været åbne og delt deres op- og nedture med at blive forældre, fordi de ønsker at øge ligestillingen på området.

Parret er blevet fulgt af et kamerahold fra DR, og i det nye år ruller en dokumentarserie om deres kamp for at blive forældre over skærmen.

Læs mere om: