
Går direkte i hjertet: Familiens sidste gribende ord om Kjeld Nørgaard

Den 26. marts døde den folkekære skuespiller Kjeld Nørgaard i en alder af 86 år.
Senere i dag tager hans familie og venner afsked med ham fra Frederiksberg Kirke, men allerede inden da har hans familie delt nogle rørende, sidste ord.

I skuespillerens dødsannonce skriver de således:
- Vores far, stedfar, far, sviger og allesammens Kaj - Kjeld Nørgaard Larsen - er sovet stille ind den 26. marts 2025. ♥ Familien.
At netop Kaj bliver nævnt må siges at være ganske rørende. Mange forbinder nemlig nok Kjeld Nørgaard med rollen som Kaj fra det populære børneprogram "Kaj og Andrea", som han sammen med instruktøren Katrine Hauch-Fausbøll var idémand bag.
En rolle, der har vakt glæde hos børn og barnlige sjæle i årtier.

Derudover markerede han sig med roller i en lang række danske film og tv-serier såsom ”TAXA”, ”Strisser på Samsø”, ”Rejseholdet” og ”Krøniken”, mens mange nok også vil huske ham som skurken Thorsen i julekalenderen "Jesus og Josefine".
