Geggo købte designertasker og havde et stort overforbrug: Nu afslører hun, hvorfor hun fik nok
Louis Vuitton, Balenciaga og Gucci var blot få af de mærker, som "Brygge"-stjernen Stephanie Karma Salvarli, der bedst kendes som "Geggo", havde stående i klædeskabet derhjemme. Der var ikke bare tale én taske fra hvert mærke, men der var efterhånden så mange designertasker fra mærket Louis Vuitton, at det ikke kunne tælles på to hænder.
Men det dummeste køb, som særligt skiller sig ud for Geggo, var da hun købte et sugerør fra Louis Vuitton. Et køb, som hun senere har fortrudt mange gange.
– Jeg er et flovt menneske. Jeg tror uden pis, de kostede 7000 eller sådan noget, det er så pinligt, mine tæer har stadig ikke rettet sig ud, efter jeg købte Louis Vuitton sugerør. Føj, hvor er jeg et flovt menneske, fortalte Geggo i podcasten "Geggo & Cengiz – Helt Ærligt".
I det nyeste afsnit af podcasten "Linse & Vlado – På kanten" fortæller Geggo om, hvorfor hun var havnet i så vild en forbrugsfest.
– Jeg havde en periode i mit liv, hvor jeg tjente okay med penge, og jeg købte mange designervarer, og mine børn skulle have, hvad de pegede på, og det skulle være materielt det hele, fortæller Geggo i podcasten.
– Hvor nu er jeg nået til et punkt, hvor det er pisse ligegyldigt. Vi behøver ikke alt det der materielle, og designertasker siger mig ikke rigtig noget, fortsætter Geggo, der stadig er glad for de tasker, som hun har. Geggo har nu fået andre prioriteter i livet – og hun understreger, at hun aldrig ville spendere på samme måde, som hun tidligere har gjort.
Du kan høre podcasten "Linse & Vlado – På kanten" på podcasttjenesten Podimo.