Hans Pilgaard afslører nye tv-projekter
Man kan for tiden opleve den erfarne tv-vært Hans Pilgaard sammen med sin gode ven Jørgen Leth i programmerne "Leth og Pilgaard indtager Danmark", og den 58-årige tv-legende har allerede gang i nye projekter.
- Jeg er ved at lave ”Værkstedet” og har lige afsluttet en ny sæson af ”Sæt pris på Danmark”, så der er rigeligt, fortalte Hans Pilgaard, da BILLED-BLADET mødte ham til årets Zulu Comedy Galla.
Opfølger til 9.a
Her kunne han også afsløre et nyt tv-projekt, som udspringer af hans program ”Tilbage til 9.a”, som var en stor seersucces, da det blev sendt sidste år.
- Man skal give sig selv nogen benspænd, så jeg vil lave noget, der minder om ”9.a”. Noget der har nogle af de samme værdier og spiller på nogle af de samme faktorer. Hvad det bliver, vil tiden vise, jeg tør ikke at sige for meget, fortalte han hemmelighedsfuldt.
Hårdt ramt af krisen
Som så mange andre i branchen var Hans Pilgaard hårdt ramt af coronakrisen og de mange nedlukninger, der var i vinter.
- Ligesom alle andre tager jeg mig selv i at gå og vente på, at det her er overstået og kunne komme videre. Jeg har fået aflysninger for mange penge, fortalte tv-værten i november.
Men nu er der altså igen masser af arbejde til Hans Pilgaard, og seerne kan glæde sig til at se mere til den populære tv-vært inden længe.
Hans Pilgaard var til Zulu Comedy Galla sammen med manden Jobbe
Se også billederne af de mange andre kendte gæster til årets Zulu Comedy Galla i galleriet herunder.