Har du bemærket forandringen? Lene Beier forklarer sit nye look
Lene Beier har en sommer, der er mere travl end de flestes, for udover at have færdiggjort optagelserne til ”Landmand søger kærlighed”, er hun og manden også i fuld gang med at renovere hus på Amager, ligesom de også er ved at få styr på de mange sidste detaljer, inden de forhåbentlig overtager deres drømmehotel i Østrig inden længe.
Netop den mangeårige drøm om at drive hotel i Østrig, som lige om lidt bliver en realitet, hvis alt går vel, er årsagen til, at Lene Beier har fået nyt look.
Måske man har bemærket det, hvis man ser ”Vi drukner i rod” på TV 2, for her kan man se, at tv-værten har fået en ny frisure.
Siden tv-seerne lærte Lene Beier at kende for 10 år siden, har hun haft kort og højt hår, men det er hun på vej væk fra, fortæller hun til ugebladet SØNDAG.
- Jeg er meget forfængelig, og lige nu er jeg i gang med at forsøge at få langt hår, for jeg vil gerne have, at det er praktisk og nemt at sætte op, så jeg ikke hele tiden skal til frisør for at blive klippet, når vi skal bo i Østrig. I mange år har jeg haft kunstige øjenvipper, dem har jeg også taget af. Jeg kan godt tænke mig at lægge nogle af de der forfængelige ting lidt bag mig, siger hun til ugebladet.
Selv om Lene Beier og familien inden længe flytter til Østrig, er det planen, at hun vil fortsætte sit job som tv-vært hjemme i Danmark.