Har modtaget personlig hilsen: Katerina Pitzner deler ærligt ud om svær barndom
Katerina Pitzner har vist gode takter på dansegulvet i ”Vild med dans”.
Hun arbejder til dagligt med køb og salg af diamanter, som har oparbejdet en flot virksomhed.
Men hendes opvækst har ikke altid været en dans på roser, og nu har hun modtaget en rørende mail fra én, som betød alverden for hende i barndommen.
At blive set
Katerina Pitzner har på Instagram delt et meget personligt opslag, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Hun har nemlig modtaget en mail fra sin gamle ridelærer.
- Fik en mail, som rørte mig dybt. Ikke fordi jeg fik ondt af mig selv, eller fordi jeg stadig bærer rundt på den del af min fjerne fortid, (som næsten ikke føles som min længere), men fordi det alligevel føltes godt at blive set - selv så mange år efter, skriver hun indledningsvist.
Rørende mail
Derefter deler hun et uddrag af mailen fra sin gamle ridelærer, der kommer ind på Katerina Pitzners fortid, der var præget af, at hendes far var alkoholiker.
”Det, du måtte igennem (min far var alkoholiker med alt, hvad det indebærer af utryghed og uforudsigelige dramatiske episoder) er jo heldigvis mange år siden, men jeg tror, at det har plantet sig i mange af os. Sidder her så mange år efter og spørger mig selv, hvorfor vi alle bare var tavse, og hvorfor ingen af os turde blande os. Vi vidste jo godt, hvad der foregik på den anden side af vejen. Husker din mor som det sødeste menneske, men ingen af os støttede hende eller spurgte ind til, hvordan I havde det.
I medierne fremstår du jo som en meget succesfuld forretningskvinde. Det er gået op for mig at du intet har fået forærende, men har arbejdet dig op fra bunden. Det er sejt Katerina. Håber virkelig at du har formået at lægge det bag dig, og at du også i privatlivet har det godt og trygt. Fik set en udsendelse med dig og noget af det, jeg holdt meget af ved dig, var dit smil når ridningen gik godt, jeg ser stadig en ydmyg og elskelig person med et fantastisk smil,” står der i uddraget.
Et fristed
Efter mailen understreger Katerina Pitzner, at det sagtens kan være en god idé at blande sig i andres privatliv, selv om det kan være svært.
- Jeg elskede min ridelærer. Det var trygt og et fristed at komme til undervisning. Jeg forstår, at det er svært at blande sig i andres privatliv, men man kan alligevel godt være et helle for andre ved at være omsorgsfuld og rar. Og indimellem måske bare spørge: Hvordan har du det egentlig? Er du ok? Det betyder ALT at blive set og måske især som barn og teenager. Og så er det i øvrigt aldrig for sent at give og modtage omsorg, skriver hun.