Heino og Cecilia Hansen tog fusen på efterforskerne med drilsk Matadorspil
Ægteparret Heino og Cecilia Hansen driver efterforskerne rundt i manegen, når de medvirker i tv-programmet "Jaget vildt".
Ægteparret har allerede været vidt omkring i deres færden – de har nemlig både været en tur på værtshus, en tur i Parken og overnattet i en bank.
De har formået at forvirre efterforskerne så meget, at de flere gange har været i tvivl om, hvor i landet de egentlig har befundet sig.
Men det var ikke nok for Heino og Cecilia Hansen "bare" at forvirre efterforskerne. De ville også drille dem nu, hvor det gik så godt for dem.
Derfor valgte Heino og Cecilia at låne et Matadorspil, hvor de skrev hele deres rute på felterne. Her stod der blandt andet "comedy zoo, Skipperkroen og Solrød", som skulle indikere de steder, hvor de har opholdt sig under flugten.
I en video til efterforskerne viser de deres Matadorspil – og det får smilet frem hos efterforskerne, der roser parret for den kreative løsning.
– Halvvejs. Vi passerer hermed start. Let round to begin, skriver parret i deres opslag, hvor man kan se deres kreative Matadorspil.
"Jaget vildt” bliver sendt hver torsdag klokken 21:00 på Kanal 5 og på Discovery+.