Henrik fra X Factors rørende sejr: Jeg er altid blevet valgt fra
Til daglig sidder 29-årige Henrik Hedelund Nielsen bag rattet på busrute 420 mellem Skive og Fur. Når den sangglade buschauffør ikke transporterer byens borgere fra A til B, så nyder han at spille musik i fritiden – og som deltager i “X Factor” er han i gang med at udleve sin musikalske drøm.
I “X Factor” har Henrik Hedelund Nielsen modtaget meget ros – og særligt sangerens dommer, Kwamie Liv, har fortalt Henrik Hedelund Nielsen, at hun tror på ham.
Men det er ikke altid, at folk har troet på Henrik Hedelund Nielsen. I et interview med BILLED-BLADET har han nemlig åbnet op for hans fortid, hvor tiden i folkeskolen ikke altid var helt nem.
– Der har været noget mobning i min fortid. Men det der med at være den sidste, der blev valgt sidst til fodbold eller håndbold. Der var jeg nok altid den sidste, der blev valgt. Så det var noget nyt for mig at blive tilvalgt i blandt mange andre, kunne Henrik Hedelund Nielsen fortælle BILLED-BLADET.
Selv om det er mange år siden, at Henrik Hedelund Nielsen forlod folkeskolen, så er det ikke noget han har glemt.
– Det sidder stadigvæk i mig sådan en oplevelse, sagde X Factor-deltageren til BILLED-BLADET.
Henrik har allerede fået taget sit første selfie med en på Skive station, der kunne genkende X Factor-deltageren. En meget mærkværdig oplevelse for den ellers meget midtjyske buschauffør – men alt i alt er han glad for al den ros og de skulderklap han har fået med på vejen af både kollegaerne, venner og bekendte – og nu også folk som han slet ikke kender.