Her skal Lars Høgh bisættes
Onsdag døde Lars Høgh, og lige siden er det strømmet ind med mindeord fra nær og fjern.
Målmandslegenden var en ganske særlig mand, der havde stor betydning for mange mennesker. Han blev 62 år gammel.
Kæmpede mod kræften
I 2018 fik han konstateret kræft i bugspytkirtlen, og onsdag sov han ind i sit hjem i Odense.
Lars Høgh skal bisættes fra Sankt Knuds Kirke i Odense tirsdag eftermiddag. Det fremgår af en dødsannonce i Fyens Stiftstidende.
Kæmpe sorg for familien
”Det er med kæmpe sorg i hjertet, at vi må tage afsked. Der er ingen som dig,” står der i dødsannoncen ifølge Fyens Stiftstidende.
Den er underskrevet af Lars Høghs hustru, Tine, hans børn Josefine og Jonas, svigerbørnene Lasse og Karen samt børnebørnene Poul, Ellen og nyfødte Molly, der kom til verden i begyndelsen af november. Også Lasse Sjørslevs to børn fra et tidligere forhold, Bertram og Liva, har underskrevet dødsannoncen.