Hofmarskallen: Derfor stopper jeg
Det kom som en stor overraskelse for de fleste, da hoffet fredag meddelte, at hofmarskallen gennem de seneste 11 år, Ove Ullerup, fratræder sin stilling for at vende tilbage til Udenrigsministeriet. Nu sætter Ullerup selv ord på lidt af baggrunden for sin beslutning.
- Jeg har været i kongehuset i 11 år, og på et tidspunkt må man jo overveje, om det er på tide at prøve noget nyt, siger Ullerup, der fyldte 60 år i 2011, til Jyllands-Posten. - Det er også godt for en arbejdsplads at få nyt blod og for en leder at skifte job. Det giver en nødvendig dynamik, mener han.
Ullerup antyder dog også, at hans farvel til kongehuset måske ikke har været nogen helt nem beslutning.
- Det har været et privilegium at arbejde for den kongelige familie og med alle de dygtige og dedikerede medarbejdere, der er i kongehuset. Og så har det været en fornøjelse at se den kongelige familie vokse gennem årene, siger den afgående hofmarskal til Jyllands-Posten.
I første omgang tiltræder Ullerup en ambassadørstilling i Udenrigsministeriet i København. Når ambassdørposterne ude i verden fordeles i 2015 vil han sandsyneligvis få tilbudt en post i udlandet. Privat er Ullerup gift med Bodil Ullerup, der er chefkonsulent i Undervisningsministeriet. Parret har tre voksne døtre.