Husker du Fru Fiffig-Jørgensen fra Nissebanden: Her er Terese Damsholt i dag
I 1989 kæmpede hun sammen med sin mand for at få julemanden til Holme-Olstrup i rollen som Fru Fiffig-Jørgensen i julekalenderen ”Nissebanden i Grønland”.
Siden da har hun lavet både tv og teater på de helt store scener, men med alderen, er hun gået en lidt anden retning.
I dag er Terese Damsholt 75 år, og selvom hun på papiret er klar til en tilværelse som pensionist, så skal vi ikke regne med, at hun stopper lige med det samme. For både Terese og hendes mand, Tom McEwan, har stadig fuld gang i karrieren.
- Tom og jeg arbejder stadig. Han spiller koncerter og elsker, at han igen kan komme ud og optræde efter corona. Jeg arbejder som coach og er netop ved at sammensætte et nyt kursusforløb med udgangspunkt i indiansk filosofi, fortalte Terese Damsholt i et interview med Hendes Verden sidste sommer.
Terese Damsholt og Rom McEwan har dannet par i over 50 år, men tiden sammen har ikke altid været lykkelig.
I 1991 var Tom McEwan tæt på at miste livet, da han blev stukket ned midt på gaden ved højlys dag, og så har begge deres sønner, Tim og Oliver, været alvorligt syge.
- Vi har jo stået ved afgrunden. På kanten af at miste hinanden. Så jeg har det sådan, når jeg slår øjnene op om morgenen.., altså: Min mand lever! Det er jo fantastisk. Mine børn lever! Sikke en dag! Livet er godt, har hun tidligere fortalt BILLED-BLADET.
Men i dag er der heldigvis stadig gang i dem begge, og de var da også taget turen til Bakken torsdag aften, hvor der var premiere på Cirkusrevyen.
Og Bakken er ikke et ukendt sted for Terese Damsholt. Hun har nemlig spillet Misse Møhge, Laura og konsulinde Holm i Korsbæk på Bakken – da de stadig havde skuespillere som en del af oplevelsen.
Men selvom det er et overstået kapitel, så er der stadig masser at kaste sig over med coaching forløb.
Jeg har tænkt mig at blive ved, så længe jeg kan. Med at arbejde og tage cyklen frem for bilen. Det bedste, du kan gøre med dit liv, er at holde det i bevægelse. Og være taknemmelig for det, fortalte hun til Hendes Verden i 2022.