Husker du Trine Jepsen fra Popstars? Nu styrer hun Schackenborg Slot
Det er nu tyve år siden, Trine Jepsen var med til at vinde talentprogrammet Popstars! men allerede et par år senere gik pigegruppen dog hver til sit.
I dag er Trine Jepsen direktør for Schackenborg Fonden, hvor hun i weekenden står for en festival på Schackenborg Slot med klassisk musik.
Offentligt ansigt siden 1999
Trine Jepsen har været et offentligt ansigt, siden hun vandt “Dansk Melodi Grand Prix” i 1999. I 2001 blev hun også den første vinder af talentshowet "Popstars" med popgruppen EyeQ.
Siden har den 43-årige sangerinde haft en - for mange at se - lidt usædvanlig karriererejse gennem musik, musicals, skolelederjob og to administrerende direktørstillinger.
Trine Jepsen er autodidakt direktør
Og i starten af året landede hun så i jobbet som direktør på Schackenborg Slot, som de fleste danskere kender som det tidligere hjem for prins Joachim og prinsesse Marie. Slottet ejes nu af Schackenborg Fonden, med prinseparret som protektorer, og Trine Jepsen er ansat til at stå i spidsen for at skabe en såkaldt “signatur-attraktion”.
– Jeg har hele mit liv levet af at formidle oplevelser, først som sanger og scenekunstner, senere som afdelingschef (på Dansk Talentakademis Musical & Teaterlinje i Holstebro, red.), og jeg ser mine direktørstillinger som en forlængelse af det univers, sagde Trine Jepsen i et interview med BILLED-BLADET tilbage i januar.
Man kan løfte meget med et godt team
- Jeg har lige stor respekt for det nye, jeg skal levere, hver gang jeg skifter, men jeg er aldrig nervøs, i forhold til hvilken retning jeg skal gå, og når man først har den sikkerhed i rygsækken og et godt team med sig, så kan man løfte meget, sagde Trine Jepsen, der stort set er selvlært på de fagområder, hun har betrådt.