15. mar. 2024
Af Catja Klarskov, Laura Dalgård Hansen

I hus til halsen-holdet til fest uden Line: Derfor er hun ikke med til stor prisuddeling

Søren Vester, Dennis Lindequist og Kalle Thesbjerg fra "I hus til halsen".
Tv-mægler Line Franck var ikke med, da ”I hus til halsen”-holdet ankom på den røde løber til TVPRISEN.

Den tredje musketerer manglede, da ”I hus til halsen”-holdet fredag aften ankom til TVPRISEN i DR Koncerthuset.

Normalvis er designer Kalle Thesbjerg, tømrer Dennis Lindequist og ejendomsmægler Line Franck et fasttømret hold, når de rejser rundt i landet og hjælper desperate danskere med at få solgt deres boliger i DR-programmet ”I hus til halsen”.

Selv om Line Franck brillerede med sit fravær på den røde løber, så var Kalle Thesbjerg og Dennis Lindequist alligevel i fint selskab.

Med til prisuddelingen havde makkerparret nemlig Søren Vester, der indtil den seneste sæson var en stor del af tv-programmet.

Selv om holdet manglede Line Franck, så var der alligevel god stemning på løberen, da de forklarede, hvorfor hun desværre ikke kunne være til stede.

– Hun har en skihjelm og skibriller på og er til afterski, fortæller Kalle Thesbjerg til BILLED-BLADET om årsagen til, at Line Franck ikke er med dem på en ganske særlig aften for ”I hus til halsen”-holdet.

Tv-programmet er nemlig nomineret til TVPRISENs ”Bedste livsstilsprogram”, og hvis de vinder, så er der ingen tvivl om, at Line Franck skal have mulighed for at tage en smule del i fejringen.

– Så ringer vi til hende på Facetime, slår Dennis Lindequist fast.

Mere om: