Hertuginden af Alba er død
Nyheden om hertugindens død blev tidligere i dag meddelt af Sevillas borgmester, Juan Ignacio Zoido, på Twitter.
Hertuginden af Alba, som har lidt af helbredsproblemer i nogle år, døde i sit hjem i Sevilla, omgivet af sin familie.
Den 16. november blev hun hasteindlagt på hospitalet med lungebetændelse og en maveinfektion. Det blev meddelt, at hendes tilstand var alvorlig, men ikke kritisk.
Ifølge rapporter var hertuginden i bedring, og tirsdag kom hun hjem for at være sammen med sine seks børn og sin 64-årige mand, Alfonso Díez.
Hertuginden af Albas fulde navn var Maria del Rosario Cayetana Alfonsa Victoria Eugenia Francisca Fitz-James Stuart y Silva. Hun var ifølge “Guinness Book of Records” den person i verden, som havde flest titler.
Hun vil “for evigt forblive i Sevillas hjerte. Hvil i fred,” skriver borgmesteren i Sevilla, Juan Ignacio Zoido, på sin Twitter-profil, hvor han også omtaler hertuginden som “Cayetana” — det kælenavn, hendes venner brugte.
Denne artikel er lavet i samarbjede med royalista.com (link fjernet)