Anmeldelse: Sex And The City, the Movie
Til at begynde med er intet ændret. Sex and The City, the Movie namedropper straks designernavne som i serien: Balenciaga, Vivienne Westwood, Oscar de la Renta og Karl Lagerfeld, men lynhurtigt er Prada-clutchen henvist til en diskret plads på bagerste række.
Tøjet og de lækre accessories udgør kulissen, mens de fire kvinders parforhold træder frem på scenekanten. Filmen bygger videre på seriens fundament, og der er masser af referencer til seriens 94 afsnit.
Fire år ældre
Serien sluttede for fire år siden, og filmens instruktør og forfatter Michael Patrick King har ladet Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha leve deres liv i mellemtiden, så både de og vi er blevet fire år ældre siden sidst.
Og fokus har ændret sig ligesom de fire veninders alder. Hvor seriens kvinder ofte befandt sig i arbejdsrelaterede situationer og på evig jagt i dating-junglen, lægger filmen afstand til humoren og zoomer ind på alvoren og kvindernes personlige kamp for at livet til at lykkes, når man i princippet har alt, hvad man har ønsket sig.
Samantha er monogam
Carrie skriver bestsellere og snakker ægteskab med Big, hvis fulde navn John James Preston nu gentages igen og igen, mens vilde Samantha er monogam og næsten tæmmet på østkysten. Her styrer hun styrer Smiths filmkarriere og længes tilbage til New York, hvor Charlotte elsker familielivet med Harry og adoptivdatteren Lily. Miranda derimod har i den grad inviteret hverdagen indenfor i både liv og soveværelse. Meget mere kan der ikke afsløres uden at ødelægge overraskelserne.
Alvoren klæder filmen
Alvoren klæder Sarah Jessica Parker (der, efter en lidt for frisk start, skruer ned for volumen), Cynthia Nixon, Kristin Davis og Kim Catrall. De har alle de skuespilmæssige kræfter, der skal til for at løfte de tunge emner. Og dem, der elsker Samanthas one-liners går heller ikke forgæves. Den nødvendige comic relief er til stede.
Stor gensynsglæde
Filmen Sex And The City er ikke et fortælleteknisk mesterstykke, dertil bindes de fire kvinders historier ikke godt nok sammen, og det gamle serieformat skinner tydeligt igennem. Men det betyder kun lidt i de 146 minutters gensynsglæde.
Damernes dagligstue er stadig New York, hvor de hjemmevant slænger sig, og denne anmelder føler sig rigtigt godt tilpas i deres magelige sofa.
- Sex And The City, the Movie
- Instruktør: Michael Patrick King
- Premiere: fredag den 6. juni 2008
- Medvirkende: Sarah Jessica Parker, Kim Catrall, Cynthia Nixon, Kristin Davis m.fl.