Cher i sorg over nær kollegas død
Tilbage i 1988 vandt Cher en Oscar for sin hovedrolle som Loretta i ”Lunefulde måne”, og i denne film havde hun et nært samarbejde med skuespilleren Olympia Dukakis.
Den 74-årige amerikanske stjerne er derfor i sorg over, at hendes elskede kollega nu er gået bort.
Olympia Dukakis døde den 1. maj efter noget tids sygdom og blev 89 år gammel.
Spillede Chers mor
Olympia Dukakis spillede Chers mor i den prisvindende film, og her ses de i en scene fra filmen.
Lige som Cher vandt hun også selv en Oscar, det var for bedste birolle.
Efter hendes død er Cher kommet med en rørende udtalelse om sin tidligere kollega.
- Olympia spillede min mor i ”Lunefulde måne”, og selv om hendes rolle var en lidende hustru, så grinede vi hele tiden. Hun fortalte mig også, hvor meget hun elskede Louis, hendes flotte og talentfulde mand. Jeg talte med hende for tre uger siden. Hvil i fred du kære, skriver Cher ifølge People på Twitter.
Olympia Dukakis var gift med Louis Zorich fra 1962 og indtil hans død i 2018. De fik tre børn.