Emma Thompson: Sociale medier er skrækkelige
Emma Thompson har ifølge Ekstra Bladet udtalt sin dybeste foragt for sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram til magasinet Vanity Fair. Hun kunne ikke drømme om at oprette en profil nogen af stederne.
- Hør her, jeg vil hellere have en rodbehandling resten af mit liv end at oprette en bruger på Twitter. Det er ikke min scene overhovedet. Jeg kan ikke udholde tanken om at være forbundet konstant. Gud ved, hvad det gør ved os, siger den 55-årige skuespillerinde.
Og hun fremturer med en voldsom advarsel til os allesammen om, at vi efter hendes mening er med i et enormt eksperiment.
- Om cirka 25 år er der måske pludselig en hel generation, der falder døde om. Alle dør på samme dag. Og jeg vil stille spørgsmålet: Gad vide, hvad disse mennesker har til fælles?' Men vent lidt. De var på nettet hver dag, døgnet rundt. Og ingen anede, hvad det ville gøre ved dem. Ingen! Fordi vi ikke kunne besvære os med at finde ud af det. Fordi vi er dumme, siger Emma Thompson til magasinet Vanity Fair.
Ekstra Bladet, der citerer fra interviewet i Vanity Fair, kan fortælle, at hun afleverer følgende svada på spørgsmålet om, hvorvidt hun nogensinde har søgt på sit eget navn på nettet:
- At stoppe mit hoved i toilettet og trække ud gentagne gange ville være en mere rensende oplevelse.