Harry Potter-stjernen Michael Gambon er død
Skuespilleren Michael Gambon er gået bort, 82 år gammel.
Det skriver flere medier, herunder Sky News.
Ifølge mediet sov han stille ind på hospitalet omgivet af sine nærmeste.
- Michael sov ind på hospitalet med sin kone Anne og søn Fergus ved sin seng efter en lungebetændelse, står der i en udsendt erklæring fra familien.
Michael Gambon er bedst kendt for sin ikoniske rolle som Hogwartsrektoren Albus Dumbledore i de populære ”Harry Potter”-film.
Han overtog rollen i tredje film, efter Richard Harris, som spillede Dumbledore i de første, gik bort i 2002.
Michael Gambon blev født i Irland i 1940, og han opnåede stor succes på film såvel som tv og scene. Blandt andet medvirkede han i flere forestillinger på Royal National Theatre gennem årene.
Som følge af sine store skuespilpræstationer blev Michael Gambon slået til ridder af dronning Elizabeth i 1998 og kunne derefter kalde sig ’sir’.