Husker du filmen The Breakfast Club? Her er de fem unge i dag
Fem unge mennesker mødes til eftersidning en lørdag formiddag, og det skal vise sig, at de har mere tilfælles, end de lige troede.
Sådan lyder opskriften på en kultfilm, der holder over 30 år efter premieren. Der er 32 år siden, "The Breakfast Club" havde premiere i de amerikanske biografer, og i dag bliver den stadig betragtet som en af de absolut bedste high school-film. Alle de fem unge var en del af den famøse "Brat Pack", der betegnede unge Hollywood-skuespillere, der medvirkede i ungdomsfilm.
Men hvad skete der egentligt med de fem unge, der høstede berømmelse efter filmen?
Ungdomsfilm blev deres skæbner
Anthony Michael Hall, 48, er måske ikke et navn, der siger mange noget, men i 1985 høstede han ros for sin rolle som den splejsede Brian i "The Breakfast Club". Inden da var han blevet kendt som Rusty i "Fars fede ferie", og siden har han medvirket i et hav af serier og film - oftest i biroller. Den store hovedrolle landede han i 2002 i "The dead Zone", der var populær i USA, og som han medvirkede i indtil 2007.
Judd Nelsons største rolle til dato har uden tvivl været som roden John i "The Breakfast Club". Han har medvirket i mange ting, vi ikke kender så meget til herhjemme og i 2013 udgav han fire bøger. I dag er han 57 år.
Molly Ringwald, 48, der spillede Claire, var et kæmpe teenage-idol med "Pretty in pink", "The Breakfast Club" og "Abefest for viderekomne", og derfor blev hun også castet til satirefilmen "Not another teen movie" i 2001. Fra 2008-2013 medvirkede hun i ungdomsserien "The Secret Life of the American Teenager".
Ally Sheedy, 54, spillede Allison, og ligesom de andre forblev rollen en af hendes største. Hun har været meget aktiv inden for filmens verden lige siden, men ikke i så store roller som for eksempel Emilie Estevez.
Emilio Estevez, der i dag er 54 år, var kendt for sine andre ungdomsroller før filmen, men rollen som Andrew gjorde ham kun endnu mere populær blandt samtidens unge. Hans største roller siden har været i filmene "Øjne i natten" og "Young Guns". De senere år har han ikke været aktuel med film, fordi han arbejder på et projekt, hvor han selv skriver, instruerer og medvirker.
Se galleriet her:
Se billederne: Sådan ser de unge fra "The Breakfast Club" ud i dag