Jennifer Aniston i dyb sorg: Jeg vil elske dig til verdens ende
Jennifer Aniston har mistet sin far, John Aniston.
Det afslører Venner-stjernen selv på sin Instagram-profil, hvor hun deler søde billeder af sin far sammen med en smuk sidste hilsen.
"Søde far … John Anthony Aniston. Du var et af de smukkeste mennesker, jeg nogensinde har kendt. Jeg er så taknemmelig for, at du svævede op i himlen i fred – og uden smerte. Og ovenikøbet den 11/11! Du havde altid perfekt timing. Det tal vil for altid have en endnu større betydning for mig nu. Jeg vil elske dig til verdens ende, skriver Jennifer Aniston sødt til sin far.
John Aniston, der var skuespiller og især kendt for rollen som Victor Kiriakis i "Hortonsagaen", blev 89 år.
Han efterlader sig foruden datteren også en søn, Alexander, og hustruen Sherry Rooney, som han blev gift med i 1984 efter fra 1965 til 1980 at være gift med Jennifer Anistons mor, Nancy Dow.