Juhuu! Nicole Kidman og Sandra Bullock bekræfter Practical Magic 2
Er man født i '70'erne eller '80'erne, har man højst sandsynligt set "Practical Magic" fra 1998.
Filmen havde Nicole Kidman og Sandra Bullock i hovedrollerne som de to søstre Sally og Gillian Owen.
De var hekse, og over kvinderne i familien lå en forbandelse, hvor enhver mand, de skulle forelske sig i, ville dø ung.
Der har længe været spekulationer om en efterfølger, og Nicole Kidman bekræfter nu, at det er en realitet – "Practical Magic 2" er på vej.
– Ja, jeg vil være med. Og Sandy (Sandra Bullock, red.) vil være med. Og det er det, siger Kidman til PEOPLE.
Serien blev aldrig til noget
Den originale "Practical Magic"-film er baseret på romanen af Alice Hoffman fra 1995, der siden også har skrevet to forløbere og en efterfølger til den første bog.
I 2019 forsøgte HBO at lave en genindspilning af "Practical Magic" som serie, men den endte med aldrig at få premiere.
Nu får vi endelig den efterfølger om Owen-heksene, som vi har ventet på i 26 år.
Optagelserne er endnu ikke begyndt, men skuespillerne glæder sig til at komme i gang.
– Jeg elsker den film, sagde Nicole Kidman om "Practical Magic", da hun blev genforenet med Sandra Bullock ved Oscar-uddelingen i 2018.
– Jeg viste den film til mine børn, fortsatte hun.