11. jul. 2014
Af Karina Didriksen
Katie Holmes om sin datter: Overvældet af kærlighed
Katie Holmes og datteren Suri.
Foto: AOP
Skuespilleren havde aldrig troet, at hun kunne elske et andet menneske så højt, som hun elsker datteren Suri.
35-årige Katie Holmes nyder livet som single og koncentrerer sig om den store kærlighed i sit liv, den otteårige datter Suri.
- Jeg vidste ikke, at jeg havde så meget kærlighed i mig. Det er overvældende. Hver dag opdager jeg nye sider ved det fantastiske menneske, som jeg er så heldig at være mor for, fortæller Katie Holmes ifølge magasinet People.
Hun blev skilt fra faderen til sin datter, Hollywood-stjernen Tom Cruise, i sommeren 2012, og ifølge skuespilleren er der ikke plads til en ny mand lige nu.
Fokuserer på arbejdet
- Jeg er meget fokuseret på min moderrolle og mit arbejde i øjeblikket, fastslår Katie Holmes.
Hun er snart aktuel i filmen ”The Giver”, der får amerikansk premiere den 15. august, og hvor hun spiller over for Meryl Streep.