Klar til 30-års bryllupsdag: Tom Hanks og hustruens solide kærlighed
Mens mange Hollywood-ægteskaber går i opløsning, så har Tom Hanks og hustruen Rita Wilson formået at bevare deres kærlighed til hinanden gennem mange år.
Hollywood-parret blev gift i 1988, og de kan dermed fejre deres 30-års bryllupsdag i 2018.
61-årige Tom Hanks mødte den jævnaldrende Rita Wilson for første gang i begyndelsen af 1980’erne, hvor de spillede sammen i TV-serien ”Bosom Buddies”.
Sønnen også skuespiller
På det tidspunkt var Tom Hanks gift med Samantha Lewes, som han havde to børn sammen med. Parrets søn, Collin, har i øvrigt gang i en flot karriere som skuespiller - bl.a. i TV-serien "Fargo".
I 1987 blev de skilt, og året efter giftede skuespilleren sig med kollegaen Rita Wilson. Parret har fået to sønner sammen, Chester og Truman.
Hollywood-parrets lange kærlighedshistorie har dog ikke kun budt på opture, men også nedture. De har dog støttet hinanden i tykt og tyndt.
I 2015 afslørede Rita Wilson, at hun var blevet ramt af brystkræft. Heldigvis blev hun efter en omfattende operation erklæret kræftfri.