17. aug. 2015
Af Lene Skriver Bak
Mads Mikkelsen klar til nyt Hollywood-eventyr
Mads Mikkelsen med i ny Hollywood-satsning.
All Over Press
Mads Mikkelsen kan føje endnu en rolle til listen af roller i store, internationale produktioner – han skal nemlig være med i den nye "Star Wars"-film.
Filmselskabet Lucasfilm er gået i gang med at filme den nye, selvstændige "Star Wars"-film ”Star Wars: Rouge One”, der har et dansk islæt, nemlig den danske skuespiller Mads Mikkelsen.
Dermed kan Mads Mikkelsen føje endnu en rolle i en stjernebesat Hollywood-produktion til CV’et.
I ”Star Wars: Rouge One” får Mads Mikkelsen fornøjelsen af de prisbelønnede skuespillere Felicity Jones, der spillede den kvindelige hovedrolle i filmen ”Teorien om Alting” og Forrest Whitaker, der vandt en Oscar for sin præstation som Idi Amin i ”The Last King of Scotland”, som kollegaer, skriver websitet Starwars.com.
Filmen foregår før de allerede indspillede "Star Wars"-film, og er den første i en række af film, som filmselskabet Lucasfilm planlægger.