Mikael Persbrandt er igen tiltalt i en narkosag
Den 50-årige svenske skuespiller Mikael Persbrandt har igen bragt sig på kant med loven. Han har adskillige narkodomme på samvittigheden, og nu risikerer han at føje endnu én mere til straffeattesten, skriver Ekstra Bladet.
Kammeranklageren i Stockholm oplyser ifølge avisen, at levemanden og ballademageren Mikael Persbrandt er tiltalt for at have købt 12 gram kokain af en taxachauffør i Stockholm i maj 2013, og at politiet har beviser for handlen, selv om de ikke har fundet kokainen.
Nægter sig skyldig
Telefonaflytninger skulle angiveligt bevise, at handlen er foregået.
Mikael Persbrandt er blevet afhørt flere gange og nægter sig skyldig.
- Det må være nogen, som har lånt min telefon, siger han ifølge Ekstra Bladet til den norske avis VG.
Dømt for spritsejlads
Sagen knytter sig til en lang stribe af uheldige trin i spinaten for den populære skuespiller, der blev kendt som den temperamentsfulde politimand Gunvald Larsson i TV-serien "Beck".
Mikael Persbrandt er dømt for både spritkørsel og spritsejlads i den stockholmske skærgaard. Derudover har han været involveret i flere voldssager.
Lige nu er han biografaktuel som skabningen "Beorn" i storfilmen "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark".