Nygifte Johnny Depp: Ingen tid til honeymoon
52-årige Johnny Depp satte allerede i begyndelsen af året gang i rygterne om, at et bryllup mellem ham og den 23-år yngre skuespiller, Amber Heard, var nært forestående. Og nu skulle sagen være klaret. De to blev mand og kone i deres fælles hjem i Los Angeles for et par uger siden, hvorefter turen gik direkte til Johnnys private ø i Bahamas. Her gentog parret vielsesceremonien i deres private strandparadis – i selskab med nære venner og familie.
”Vejret var perfekt og sceneriet på stranden var vidunderligt. Selve ceremonien var afslappet, hyggelig – og meget romantisk” fortalte en af bryllupsgæsterne til People Magazine.
En længere ”honeymoon” bliver det dog ikke til for parret. Amber Heard er i fuld gang med optagelserne til filmen ”The Danish Girl”, der handler om den danske landskabsmaler Einar Wegener, der fødtes i 1882 – og siden blev verdens første mand, der fik foretaget en kønsskifteoperation. Under sit senere navn Lili Elbe døde den danske maler i Dresden i 1931.