Olivia Newton-John ramt af brystkræft igen
Den 68-årige skuespiller Olivia Newton-John er for anden gang i sit liv blevet ramt af brystkræft og har derfor aflyst sin kommende turné.
Tilbage i 1992 overvandt hun sygdommen, men nu har stjernen offentliggjort, at den er vendt tilbage.
- Jeg har besluttet hvilken vej, jeg vil gå med hensyn til helbredelsen efter konsultation med mine læger, skriver hun på sin Facebookprofil.
LÆS MERE: Olivia Newton-John og John Travolta sammen igen
Olivia Newton-John ønsker ikke interviews
I første omgang udsatte Olivia Newton-John dele af sin turné på grund af rygsmerter, men nu må hun altså sætte den helt og fuldt på standby.
Desuden understreger skuespilleren, at hun ikke ønsker at give interviews på baggrund af den kedelige nyhed.
I 2013 mistede Olivia Newton-John sin søster, Rona Newton-John, på grund af kræft, og nu har hun altså selv fået sygdommen tæt inde på livet igen.
Karrieren sættes på standby
De fleste husker nok skuespilleren i rollen som Sandy i musicalfilmen ”Grease” fra 1978, og både før og efter har Olivia Newton-John haft en forrygende sangkarriere.
Faktisk har stjernen udgivet 14 albums siden debuten i 1974, men nu ser det altså ud til, at hun må sætte karrieren på standby på ubestemt tid.
Allerede i 1970’erne havde hun stor succes som countrysangerinde, og i 1974 deltog sangerinden i Eurovision Song Contest for Storbritannien.