Planlægger Johnny Depp bryllup?
Rygterne spirer om en forlovelse mellem Johnny Depp og Amber Heard, efter at Hollywood-stjernens 23 år yngre skuespillerkæreste er blevet spottet med en glimtende ring på fingeren.
Amber Heard forsøgte angiveligt at skjule sin venstre hånd, da en paparazzi-fotograf så hende forlade en restaurant i Los Angeles mandag aften. Det lykkedes dog alligevel at få et billede af diamantringen, skriver E! Online.
Fra Paradis til yngre pige
50-årige Johnny Depp og 27-årige Amber Heard sprang officielt ud som et par i april 2013, hvor de gik rundt hånd i hånd til en Rolling Stones-koncert. På det tidspunkt havde de dog været kærester i flere måneder uden for mediernes søgelys.
Det var i sommeren 2012, at Johnny Depp forlod sin hustru gennem 14 år, Vanessa Paradis, som han har datteren Lily Rose, 14, og sønnen Jack, 11, sammen med.
Nu kunne det tyde på, at der måske er endnu et bryllup på vej for ”Pirates of the Caribbean”-skuespilleren.