Richard Gere nybagt far: Det skal sønnen hedde
For kort tid siden blev Richard Gere og hans spanskfødte hustru, Alejandra, forældre til deres første, fælles barn. Det store spanske magasin HOLA!, der har haft tæt forbindelse til parret, siden bladet fik verdensrettighederne til brylluppet sidste forår, kan nu røbe, hvad den lille ny søn skal hedde.
Næsten ligesom mor
Og parret har valgt et navn, der klinger både kongeligt og internationalt: Alexander. Da den lille søn har forældre fra to kulturer, er det et indlysende navn. Det fungerer på de fleste sprog - også på spansk, hvor han vil hedde Alejandro - meget tæt på moderens fornavn.
Alejandra Silva er 35 år og arbejdede tidligere som PR-agent. Ved brylluppet sidste år i april sagde Richard Gere iflg. HOLA! bl.a. om sin elskede:
"Jeg er den lykkeligste mand i universet. Jeg har giftet mig med en smuk kvinde, følsom og dedikeret til at hjælpe andre. Hun er sjov - og så er hun spansk! Landet med konger og dronninger. Landet med Cervantes og Buñuel. Uovertruffent".
Bruden sagde i sin tale: "Jeg kunne dø af kærlighed. Hver morgen er det første, han spørger mig: Hvordan kan jeg gøre dig lykkelig i dag"?