13. mar. 2025
Af Lærke Valentin

Scarlett Johansson afslører, hvorfor hun ikke tager billeder med fans

Scarlett Johansson til Oscars 2025.
Scarlett Johansson.
Foto: Mario Anzuoni / Reuters / Ritzau Scanpix
Den verdenskendte skuespiller har strenge regler om, hvornår fans må tage billeder med hende, og hvornår de bestemt ikke må.

Det sker nok ikke så tit i Danmark, men hvis du nu alligevel skulle være så heldig at løbe ind i hollywoodstjernen Scarlett Johansson, skal du ikke forvente, at hun vil tage et billede med dig.

I hvert fald ikke, hvis det er i hendes fritid. Det har hun nemlig en streng politik om.

Over for mediet InStyle understreger hun, at hun er meget taknemmelig for, at folk er glade for at se hende, og at de er fans. Hun vil hellere end gerne vil tage billeder med fans på den røde løber eller i andre arbejdsmæssige sammenhænge.

Men i fritiden vil hun gerne have lov til at gøre, hvad hun vil, uden at tænke over, at hun skal tage billeder med fans eller forholde sig til andre.

Hollywoodstjernen beskriver selv, at hun for eksempel gerne vil kunne købe sine varer på apoteket uden at smile til et kamera imens.

- Jeg kan godt lide at være i mine egne tanker, der ikke har noget at gøre med, hvad andre mennesker tænker om mig, fortæller hun.

Hun har flere gange oplevet, at det støder folk, når hun ikke vil tage et billede med dem i fritiden. Sådan må det dog bare være, mener stjernen.

Skuespilleren går ikke kun op i sit eget privatliv, men er også meget påpasselig med, hvad hendes datter, som hun deler med eksmanden Romain Dauriac, og hendes søn, som hun deler med manden Colin Jost, får lov til at lægge ud på de sociale medier eller vise i offentligheden.

- Mine børns anonymitet er meget værdifuld for mig, forklarer hun.

Datteren er da også inspireret af morens arbejde, og hun har spurgt, om hun må lave reklame for hudplejemærket The Outset.

Scarlett Johansson forklarer, at det første problem er, at datteren kun er 10 år.

Herudover har hollywoodstjernen måtte forklare sin datter dilemmaet om, hvordan det kan virke spændende at blive kendt - men man kan aldrig "proppe den tilbage i flasken."

Scarlett Johansson vil derfor forsøge at holde børnene væk fra pressens søgelys så længe som muligt.

Mere om: