TILLYKKE: Clint Eastwood fylder 85 år
Clint Eastwood har lagt krop og ikke mindst stemme til arketypen på en macho-mand, nemlig Dirty Harry, som ’Clinten’ spillede første gang i 1971.
Over hele verden citeres der stadig fra filmen – om end det ofte er med fejl i citatet.
Clint Eastwood lader Dirty Harry sige ’you gotta ask yourself, do I feel lucky? Well, do ya, punk’, men det er tit blevet omskrevet til ‘do you feel lucky, punk’.
Dirty Harry var dog langt fra debutten for Clint Eastwood, der medvirkede i sine første film allerede i 1955.
LÆS MERE: Clint Eastwood: Min første film var forfærdelig
Clint Eastwood – skuespiller og instruktør
Clint Eastwood blev født i San Francisco i USA i 1930 og fik navnet Clinton Eastwood, jr.. Han gennemførte grundskolen og var en kort overgang endda indskrevet på Los Angeles City College, men droppede hurtigt ud for at forfølge skuespillet.
Siden debutten i 1955 har han indspillet 67 film, men det er ikke kun foran kameraet, Clint Eastwood bidrager til filmindustrien.
Samme år som Dirty Harry udkom, debuterede ’Clinten’ som instruktør med filmen ”Mørkets melodi”, der dog ikke var en stor succes.
Den virkelige succes som instruktør kom først meget senere, men instruktørgerningen har siden indbragt Clint Eastwood fire Oscar-statuetter, to for bedste instruktør og to for bedste film - for filmene ”De Nådesløse” fra 1992 og ”Million Dollar Baby” fra 2004.
LÆS MERE: Snarrådig Clint Eastwood redder mand fra kvælning
Clint Eastwood i politik
I 1986 gik Clint Eastwood aktivt ind i politik og blev valgt som borgmester i den lille californiske by Carmel-by-the-sea.
Han sad i embedet i to år.
Ved præsidentvalget i 2012, talte Clint Eastwood til fordel for det republikanske parti og støttede deres kandidat, Mitt Romney.
Instruktør trækker mere
Clint Eastwoods seneste filmrolle var i 2012 i filmen ”Trouble with the curve”, men selvom han har droslet ned på skuespillerfronten, er den 85 årige amerikaner ikke på vej på pension.
I 2014 var han både instruktør og producer på krigsfilmen ”American Sniper” og filmversionen af musicalen ”Jersey Boys”.